11.11.2021 15:45:59 CET | Odico A/S |
Forløb af ordinær generalforsamling
Den 11. november 2021 blev der afholdt ordinær generalforsamling i Odico A/S, CVR-nr. 32306497 på selskabets adresse, Oslogade 1, 5000 Odense.
Selskabsmeddelelse nr. 50 – 2021
Dagsorden for generalforsamlingen var:
1) Præsentation af den af bestyrelsen valgte dirigent 2) Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne regnskabsår 3) Fremlæggelse af årsrapport til godkendelse 4) Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold til den godkendte årsrapport 5) Meddelelse af decharge til bestyrelsen og direktionen 6) Godkendelse af vederlag til bestyrelsen for det indeværende regnskabsår 7) Behandling af evt. forslag fra bestyrelsen eller aktionærer 8) Valg til bestyrelsen: a) Valg af formand b) Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer 9) Valg af revisor 10) Eventuelt
Ad 1
Henrik Winther Knudsen blev præsenteret som generalforsamlingens dirigent valgt af bestyrelsen.
Dirigenten konstaterede, at nominelt DKK 500.826,05 svarende til 54,97% af aktiekapitalen, var mødt eller repræsenteret. Ligeledes konstaterede dirigenten, at generalforsamlingen ved selskabsmeddelelse nr. 47 – 2021 fra den 15. oktober 2021 var lovlig samt rettidigt indkaldt jf. vedtægterne og dermed var beslutningsdygtig i relation til dagsordenens punkter.
Dirigenten gennemgik vedtagelseskravene til dagsordenens punkter:
Godkendelse af årsrapport samt valg af bestyrelsesmedlemmer ved simpelt flertal
Dagsordenens pkt. 7 skulle jf. Selskabslovens § 106 vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer såvel som af den del af selskabskapitalen, som var repræsenteret på generalforsamlingen.
2/3 af den på generalforsamlingen repræsenterede kapital udgjorde således 6.677.681 stemmer.
Ad 2
Bestyrelsen ved formand Søren Ravn Jensen aflagde beretning om selskabets virksomhed i regnskabsåret 2020/2021.
Primært blev der i beretningen lagt vægt på:
Den store enkeltordre i forretningsområdet Digital Fabrikation optaget i december 2020 til levering af nyudviklede betonstøbeforme til fremstilling af en optimeret topologisk betonkonstruktion samt den nyligt optagne tillægsordre fra samme kunde
Udvikling, lancering og afsætning fra forretningsområdet Robotløsninger af Odicos mobile fliseskærerobot Cut’n Move, herunder en omtale af de strategiske tiltag for anvendelse af robotløsningen gennem udlejning af materiellet
Aktieemissionen gennemført i marts måned 2021
Ændringen af bestyrelsen i april 2021
Beretningen blev taget til efterretning.
Ad 3
Søren Ravn Jensen fremlagde årsrapporten for regnskabsåret 2020/2021 offentliggjort den 23. september 2021 udvisende et underskud på DKK 7.349.517 efter skat. Generalforsamlingen godkendte herefter årsrapporten.
Ad 4
Det blev besluttet, at årets resultat overføres til næste år.
Ad 5
Bestyrelsen og direktionen meddeltes decharge af forsamlingen.
Ad 6
Generalforsamlingen vedtog at tildele op til 350.000 warrants i vederlag til bestyrelsesmedlemmerne på de vilkår og betingelser, der fremgår af Bilag 2 i indkaldelsen og som besluttet under dagsordenens punkt 7.
Dirigenten oplyste, at indeværende års optjente warrants pr. selskabets ordinære generalforsamling i 2022 vil have en udnyttelseskurs på DKK 7,88 svarende til gennemsnittet af lukkekursen på Odicos aktier på Nasdaq First North i perioden 13. oktober til og med 10. november 2021.
Ad 7
Det af bestyrelsen fremsatte forslag, jf. bilag 2 i indkaldelsen, til ændringer af bilag 1 til vedtægterne, relateret til en fuldstændig erstatning af de på generalforsamlingen af 23. april 2021 trufne beslutninger, blev enstemmigt vedtaget. Generalforsamlingsbeslutningen optages som et ændret punkt 3D i selskabets vedtægter.
Under dette punkt ønskede en aktionær en uddybning af den aktuelle situation for incitamentsprogrammet for direktionen og medarbejdere. Dirigenten oplyste, at der i april 2021 til visse direktionen og visse medarbejdere var udstedt warrants på 655.000 aktier (3,59%) ud af en bemyndigelsesramme på 1.341.000 aktier jf. vedtægternes pkt. 3A.2.
Ad 8
De generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer vælges for et år ad gangen, og genvalg kan finde sted.
Dirigenten oplyste, at Søren Ravn Jensen, Bjarne Moltke Hansen samt Bjarne Christensen genopstillede til selskabets bestyrelse. Søren Ravn Jensen som formand og Bjarne Moltke Hansen samt Jesper Christensen som menige medlemmer.
Forud for valget henviste dirigenten til, at bestyrelseskandidaternes baggrund og ledelseshverv fandtes i indkaldelsens bilag 1 i overensstemmelse med selskabslovens § 120, stk. 3.
8a Søren Ravn Jensen blev genvalgt til formand for selskabets bestyrelse
8b Bjarne Moltke Hansen og Jesper Christensen blev genvalgt til bestyrelsen
Herefter består bestyrelsen af følgende generalforsamlingsvalgte medlemmer
Søren Ravn Jensen (formand)
Bjarne Moltke Hansen
Jesper Christensen
Ad 9
EY, Godkendt Revisionspartnerselskab, Englandsgade 25, 5000 Odense C blev genvalgt som selskabets revisor.
Ad 10
Der var ingen forhold til behandling under punktet eventuelt, men tre spørgsmål blev stillet ang.:
Skiltning på Odicos bygning
Markering af Odicos 10-års jubilæum 17. april 2022
Referencer for Odico på Fyn
Tiltrådt af generalforsamlingens dirigent Henrik Winther Knudsen
Forespørgsler vedrørende denne meddelelse skal rettes til:
Kontakter
Anders Bundsgaard, CEO, +45 22 22 12 35, anders@odico.dk
Gert Mortensen, Certified Advisor, Baker Tilly Corporate Finance P/S, +45 30 73 06 67, gmm@bakertilly.dk
Om Odico A/S
Odico® er en pioner indenfor robotteknologi og digital fremstilling. Vores mission er at transformere den globale byggebranche.
Ved hjælp af teknologi øger vi effektiviteten og frigør branchens innovative potentiale.
Vi er en innovations- og udviklingsorienteret virksomhed. Således er vi involveret i flere forsknings- og udviklingsprojekter og vi rummer internationalt ledende ekspertise inden for robotløsninger og digital fabrikation.
Læs mere om Odico og se eksempler på vores mange cases på www.odico.dk
Vedhæftninger
Download selskabsmeddelelse.pdf