8.4.2022 15:19:54 CEST | Flügger group A/S |
Intern viden
Vi er chokerede over krigen i Ukraine og de forfærdelige konsekvenser, der har ramt befolkningen. Vi tager klart afstand fra Ruslands invasion af Ukraine, der på alle måder er en menneskelig katastrofe.
Den 11. maj 2021 købte Flügger 70% af Eskaro, som har fabrikker i Estland, Finland, Belarus, Rusland og Ukraine. De resterende 30% af Eskaro ejes fortsat af den oprindelige stifter. Det bedst indtjenende marked i Eskaro var før krigen Ukraine, hvor der tillige er en moderne malingfabrik. Flügger har via Eskaro ca. 900 medarbejdere i Rusland, Belarus og Ukraine.
Efter grundige overvejelser om Flüggers fremtidige tilstedeværelse i Rusland og Belarus, har vi besluttet at afsøge mulighederne for et frasalg af vores selskaber i Rusland og Belarus.
Som konsekvens af ovenstående beslutning, vil de pågældende selskaber blive klassificeret som en aktivitet bestemt for salg i koncernregnskabet. Værdierne i selskaberne skal måles til dagsværdi fratrukket salgsomkostninger, og sammen med de øvrige selskaber i Eskaro gennemføres en nedskrivning på 115 mio. DKK. Det baseres på en vurdering af, at goodwill på 76 mio. DKK i Eskaro samt store dele af tilgodehavender i Belarus, Rusland og Ukraine er tabt.
I de første ni måneder af regnskabsåret 2021/22 bidrog selskaberne i Rusland og Belarus med en omsætning på ca. 150 mio. DKK og et driftsresultat på -4 mio. DKK.
Driften i selskaberne i Rusland og Belarus fortsætter indtil salget er gennemført, for at sikre vores lokale medarbejdere og for at undgå nationalisering af selskabet.
Vores tanker går til befolkningen i Ukraine, og vi håber på en snarlig løsning.
Forventninger til indtjening
Flügger har foruden ovenstående konstateret et vigende salg til private konsumenter, samt negativ udvikling på eksportmarkeder, der er påvirket af krigen i Ukraine, kombineret med fortsat stigende omkostninger til råvarer, transport og energi. Udviklingen har påvirket forventningerne til EBIT for regnskabsåret 2021/22 for segment 1 og 2, hvor der nu forventes en EBIT mellem 170-180 mio. DKK mod tidligere 200-220 mio. DKK.
Forventningerne for segment 3 Eskaro var suspenderet som følge af krigen i Ukraine. Med den gennemførte nedskrivning på 115 mio. DKK forventes nu en negativ EBIT i niveauet 120-130 mio. DKK.
Omsætningen, inklusive aktiviteter bestemt for salg, forventes fortsat i intervallet 2.500 – 2.600 mio. DKK. Den samlede EBIT forventes nu i niveauet 40 – 60 mio. DKK, inklusive nedskrivningen på 115 mio. DKK.
Flüggers strategiske målsætning, en omsætning på 3,5 mia. DKK og en EBIT-margin på 10% i regnskabsåret 2023/24, suspenderes som følge af beslutningen om at gå ud af Rusland og Belarus. Da en del af strategien var baseret på organisk vækst og opkøb i Østeuropa, vil vi benytte den kommende periode til at revurdere den strategiske målsætning.
Henvendelser i forbindelse med ovenstående kan rettes til CEO i Flügger group A/S, Sune Schnack, på telefon 2011 4826.
Bestyrelsen
Flügger group A/S
Vedhæftninger
Download selskabsmeddelelse.pdf