23.3.2022 07:30:00 CET | Q-Interline A/S |
Investor Nyheder
Q-Interline indtager dermed Europas næststørste marked for fødevare- og mejeriproduktion med en unik teknologi, der sparer ressourcer og sikrer kvalitet for både markedets giganter og de mange hundrede små franske osteproducenter, som vi kender fra de danske ostehylder. Q-Interline har allerede foden placeret på den franske jord og har leveret solidt proof of business med analysesystemer installeret hos bl.a. verdens største mejeriselskab. Q-Interline er nu klar til at accelerere salget til den vidt forgrenede franske mejeriindustri.
Dags dato etablerer Q-Interline officielt eget datterselskab, Q-Interline SARL, i Frankrig og rekrutterer i skrivende stund mandskab til at servicere landet med nok verdens mest traditionsbundne og forfinede ostekultur. CEO Martin Roithner Henriksen ser med en vis portion mejerihistorisk stolthed nu frem til at skrive Q-Interline og dansk mejeriteknologi ind i endnu et kapitel i den verdenskendte franske ostefortælling.
Q-Interlines løsning er den mest effektive og præcise på markedet til at foretage målinger af både flydende og fast materiale og kan lave kontinuerlig analyse og fejlsikring i hele produktionen, fra mælk og valle til den mere eller mindre faste færdige ost.
“Vi har allerede en kontrakt med en af Frankrigs største mejerikoncerner, der har valgt vores teknologi frem for vores konkurrenters. Frankrig er dog kendt for at huse mange mindre producenter, og hver egn har deres egen brie, deres egen camembert osv., så samlet set har markedet potentiale for en meget stor og divers volumen. I vores pt. største marked, Tyskland, er der ca. 470 mejeriselskaber. I Frankrig er der over 800 mejerier, hvoraf mange er meget veldrevne med mange år på bagen og har meget loyale kunder. Vi kan virkelig hver eneste dag gøre en forskel for både kvalitet og bundlinjen for alle disse arbejdsomme osteproducenter,” siger CEO Martin Roithner Henriksen.
Endnu flere franske osteproducenter får nu glæde af Q-Interlines banebrydende NIR-teknologi
Q-Interlines patenterede og markedsunikke analyseteknologi gør det muligt for producenter af fødevarer at garantere, at de kender indholdet af deres produkter ned til de mindste delelementer – hele vejen fra råvare til færdigt produkt.
Teknologien bygger på såkaldt nær-infrarød spektroskopi og kan både blive implementeret som et fast led i en produktionskæde (in-line) eller anvendes som en ‘plug and play’ manuel løsning, der nemt kan placeres ethvert sted i produktionsapparatet (at-line). CEO Martin Roithner Henriksen kan nu sammen med sit professionelle team give små mejerier og andre fødevareproducenter adgang til en unik teknologi med in-house analyse. Mindre produktioner får dermed nemmere adgang til samme kræfter inden for kvalitetskontrol som de store.
“Til de mange mindre producenter har vi specialudviklet et alsidigt analysesystem, der både kan måle det flydende materiale og den faste ost med en og samme instrument. Hidtil har de små mejerier skulle investere i og servicere to separate, kostbare analyseinstrumenter, men nu kan de nøjes med ét. Vores konkurrenter har ikke denne løsning, så vi går ind i Europas næststørste mejeri- og fødevaremarked med en revolutionerende teknologi, der bliver en game changer for osteproducenter, som nu kan få et både pålideligt og betaleligt analyseudstyr i egen produktionslinje. De undgår udgifter til, besvær med og tidsforbrug på at bruge dyre, eksterne laboratorier. Vi sælger instrumentet til kunden, installerer det og tilbyder fortløbende supportaftaler til hver kunde, og det sidste er jo det, man kalder en stabil, årligt tilbagevendende forretning,” siger CEO Martin Roithner Henriksen, der spændt afventer at servicere de mange mejerier med unik, dansk ingeniørteknologi.
Ny teknologi sparer tid og penge for både store og små mejerier
Frankrig udgør det næststørste mejerimarked i Europa og er en sværvægter inden for landbrug og fødevarer med et meget stort udvalg af forfinede produkter. Der findes eksempelvis over 1000 distinkte typer af fransk ost, der ofte produceres med en stærk forankring i den lokale kultur og med stærke traditioner og opskrifter overleveret gennem generationer. Samtidigt huser Frankrig en række af verdens største mejeriselskaber, hver især med hundredvis af mejeriprodukter i porteføljen.
“Vi har som de eneste lavet en løsning, der rammer hele det franske fødevaremarked både vertikalt og horisontalt, og som giver mening for både de få giganter og myriaden af små mejerier overalt i Frankrig. Det er vi ret stolte af,“ fortæller CEO Martin Roithner Henriksen.
For især mindre og stærkt specialiserede franske mejerier er ensartethed og høj kvalitet essentielt, produktet skal smage ens hver gang. I stedet for at vente i op til flere dage på analyseresultater fra eksterne laboratorier kan de lokale producenter med Q-Interlines plug and play-løsning styre produktionen løbende.
“Det svarer til, at du som kok nu kan smage på din gryderet, mens du laver den i stedet for at smage den, lige inden den serveres for gæsterne. På den måde vil også mejeriproducenter med vores løsning udmærke sig i forhold til konkurrenter og spare tid og penge og mindske spild, mens de sikrer en høj kvalitet,” siger CEO Martin Roithner Henriksen, der ser frem til at møde den store efterspørgsel og give små og store mejerier et redskab, som ellers kun har været tilgængeligt for de helt store.
“Små mejerier har sjældent kemometrikere og datafolk ansat, som de store har. Vores DairyQuant-teknologi er meget let at implementere og cloud-løsningen og den løbende supportaftale sikrer, at analyseudstyret måler rigtigt hver gang, og dermed får de små producenter samme dataværdi og troværdighed i produktionen som mejerigiganterne” siger CEO Martin Roithner Henriksen.
Franske medarbejdere er et must
De fleste fødevareproducenter og mejerivirksomheder findes i området ved Bretagne og Normandiet. Derfor sigter Q-Interline efter at åbne sit franske datterselskab i netop dette område, da det er afgørende at være tæt på kunderne både kulturelt og sprogmæssigt.
”Sprog- og kulturforståelse har stor betydning for at vinde tillid hos små og mellemstore producenter. Altså er det vigtigt at have boots-on-the-ground, der forstår markedet indgående, taler sproget og kender kulturen og sidder placeret i epicentret for mejeri- og fødevareproduktionen,” siger CEO Martin Roithner Henriksen og fortæller, at etableringen af datterselskabet i Frankrig – Q-Interline SARL – er forløbet planmæssigt, og rekruttering af medarbejdere allerede er påbegyndt.
Den officielle virksomhedsadresse for Q-Interline SARL er midlertidigt hos Q-Interlines franske advokat (Grant Thornton i Neuilly sur Seine). Q-Interline har udover det nyetablerede datterselskab i Frankrig tillige et datterselskab i hovedmarkedet i Tyskland.
Om Q-Interline A/S
Q-Interline er en ingeniørvirksomhed, som udvikler højteknologiske analyseløsninger til optimering af proces- og produktkvalitet, baseret på infrarød spektroskopi og korrekt prøveudtagning.
Q-Interline udvikler dels egne front-end software løsninger og dels software til automatisk cloud-overvågning af både analyseinstrumenter og matematiske kalibreringsmodeller.
Selskabet er blandt de førende leverandører af analyseudstyr til mejerisektoren i Skandinavien, og Selskabet har leveret analysesystemer til kunder i 39 lande verden over inden for fødevare- og mejeriindustrien, landbrug, farmaceutisk og kemisk industri.
Selskabet har gennem mere end 25 år akkumuleret branchekendskab og udviklet nye innovative patenterede løsninger til fødevareanalyse, og står i dag med en konkurrencedygtig produktportefølje baseret på førende teknologi.
Q-Interline bidrager på den måde til bæredygtig anvendelse af klodens råvarer, der bruges til fødevareproduktion, og sikrer samtidigt, at kvaliteten af de producerede fødevarer fremmer menneskers og dyrs helbred og velbefindende.
Vedhæftninger
Download selskabsmeddelelse.pdf