7.9.2020 10:53:40 CEST | Alefarm Brewing
Danske Alefarm Brewing har med sin lokale produktion af unikke og smagfulde øl præsteret at eksportere til hele verden. Alefarm Brewing vil nu udnytte dette momentum og inviterer derfor danske investorer med på en kommende vækstrejse.
Intention To Float på Nasdaq First North Growth Market Denmark
Kvalitet bygger på kærlighed. Det er Alefarm Brewings motto og en tilgang, som har vist sig at være særdeles frugtbar for det danske bryggeri.
Med sit fokus på moderne fortolkninger af populære stilarter inden for øl, herunder blandt andet IPA og DIPA samt smagfulde og indbydende sæsonøl, har Alefarm Brewing formået at skabe en international efterspørgsel efter sine produkter. Nøglemarkederne tæller blandt andet Frankrig, Spanien, England, Holland, Thailand og Australien, hvor tilfredse kunder øger deres ordrer og nye kunder melder sig klar til at bestille.
Væksten er skabt som et resultat af Alefarm Brewings enestående historiefortælling, som udgør en afgørende parameter i den globale konkurrence. Dermed har Alefarm Brewing vist vejen for danske virksomheder, som drømmer om global ekspansion og international rækkevidde.
Vækstplan
Alefarm Brewing vil med udbuddet rejse i alt 27 millioner kroner til at finansiere virksomhedens fortsatte vækstrejse. Målet med gennemførslen af udbuddet er at udbygge virksomhedens produktion såvel som organisation for bedre at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel.
Samtidig ønsker virksomheden at erobre nye markeder, hvilket kræver en markant større kapacitet i produktionen. Det er navnlig Sverige, som Alefarm Brewing har i kikkerten, hvorfor virksomheden netop har etableret et svensk datterselskab, så man er klar til at indtage det svenske marked.
Ved gennemførsel af vækstplanen forventer Alefarm Brewing at kunne forøge omsætningen i perioden frem til 2023 fra i alt 6,5 mio. kr. i 2020 og til 24,8 mio. kr. i 2023. Lønsomheden øges markant med en EBITDA, som forventes at udgøre 6,3 mio. kr. ved slutningen af perioden.
Alefarm Brewing har valgt at søge om optagelse til handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark, fordi et bredere ejerskab – og den transparens og det ansvar, som optagelsen medfører – vil gøre det muligt for alle at blive en del af virksomhedens vækstrejse, både som investor og som ambassadør for Alefarm Brewing og virksomhedens produkter.
Rekordvækst under corona-krisen
Den nuværende globale corona-krise har skabt rekordvækst i omsætningen hos Alefarm Brewing, hvor salget til privatpersoner er steget med over 1400% alene i marts 2020. Denne vækst skyldes øget omsætning via salg på webshop samt salg af friske øl fra bryggeriets tap room i Greve, som hundredvis af kunder har aflagt besøg i perioden.
Således har Alefarm Brewing oversteget samtlige salgsbudgetter måned for måned under corona-krisen – og har derfor måtte melde udsolgt på alle hylder, fordi produktionskapaciteten har været udnyttet til fulde. Den største udfordring har været at Alefarm Brewing ikke har haft nok øl at sælge.
Alefarm Brewing forventer at kunne fastholde og udbygge væksten i omsætningen inden for B2C-segmentet som en del af vækstplanen for perioden 2020-2023. Det tætte bånd, som er knyttet mellem virksomheden og dens kunder, har vist sig at udgøre en betydelig positiv forskel.
Intention to float
Alefarm Brewing præsenterer denne Intention to Float, der baner vejen for en optagelse til handel på Nasdaq First North Growth Market Denmark. Ledelsen i Alefarm Brewing ser frem til denne milepæl for virksomheden og udtaler følgende:
Stifter og CEO, Kasper Tidemann
“Alefarm Brewing har en unik og bredt anerkendt position i markedet – både her i Danmark og på internationalt niveau. Med vores stærke historiefortælling på de sociale medier, som er personligt forankret, autentisk og relevant – samt en demonstreret proof of business via de resultater, som vi har skabt gennem vores eksport – der mener vi at tiden er moden til en kapitalrejsning, som skal finansiere vores fortsatte globale ekspansion.”
Bestyrelsesformand, Jens Erik Thorndahl:
“Corona-krisen har tydeligt vist, at der er et marked for Alefarm Brewings produkter og de oplevelser, som selskabet skaber gennem sine øl. Når der under en krise som corona ikke har været mulighed for at mødes på restauranter, barer og caféer, er der i høj grad en forretning i som bryggeri at være til stede online. Samtidig har vi set en markant stigning i efterspørgslen hos vores distributører – altså B2B-segmentet – efter de første måneder af coronakrisen var overstået, hvorfor vi har behov for at opgradere vores produktion og kapacitet for at komme efterspørgslen i møde. Det er derfor med en vis forventning, at vi præsenterer vores planer om en kapitalrejsning.”
CSO, Britt van Slyck
“Som overordnet ansvarlig for Alefarm Brewings salg og afsætning, der har jeg set en vækst, som kun er få forundt. På dagligt plan er vi nødt til at sige nej til indkommende ordrer, simpelthen fordi vi ikke har nok øl til at servicere de markeder, som vi opererer i – og da slet ikke nok øl til at erobre nye markeder. Vi ønsker at indtage Sverige som det næste marked, vores setup er klar, og derfor har vi behov for at udvide omfanget af vores produktion og organisation.”
Nyheder om udbuddet på Nasdaq First North Growth Market Denmark
Information om udbuddet er planlagt til at blive offentliggjort til markedet i oktober 2020. Informationen vil samtidig blive gjort tilgængelig på Alefarm Brewings hjemmeside, som kan tilgås på adressen https://alefarm.dk/investor.
Yderligere oplysninger kan indhentes ved at kontakte stifter og CEO, Kasper Tidemann, via e-mail til kt@alefarm.dk eller telefonisk ved opkald til +45 31441760.
Kontakter
Kasper Tidemann, Stifter og CEO, +45 3144 17 60, kt@alefarm.dk
Om Alefarm Brewing
Alefarm Brewing er et familiedrevet dansk bryggeri, som producerer unikke øl af høj kvalitet til forbrugere og distributører på verdensplan. Selskabet blev etableret i 2015 og har sin produktion i Greve, syd for København. Selskabet har fokus på moderne fortolkninger af populære stilarter inden for øl, herunder blandt andet IPA og DIPA, samt smagfulde og indbydende sæsonøl, som ofte er brygget med brug af lokale ingredienser. Selskabets mission er at skabe gode og vedvarende oplevelser med øl.
Vedhæftninger
Download selskabsmeddelelse.pdf